Økologisk Høstmarked
Invitation til Åbent hus i Gårdbutikken.dk og TIL EN GÅTUR I DE SMUKKE BAKKER blandt får og lam og Galloway-kødkvæg.
Halmlegeplads og ”kælkebakke” til børnene.

Lør/søn den 5.-6. september kl. 10-16

Gårdbutikken.dk på Bodebjerg har bygget stor ny butik, oprettet webshop og samtidig udvidet varetilbuddet til alle slags økologisk kød. Vi er dermed ret enestående på Fyn.

Fødevarer af kvalitet og især de økologiske kvalitetsfødevarer er blevet særdeles
efterspurgte varer i dag. Mange søger samtidig at få varerne så tæt på ”kilden” som muligt og finder stor oplevelse i at opstøve de rette varer de rette steder. Det kan for mange være svært, men flere  af de økologiske gårdbutikker og producenter holder i weekenden 5.-6. september Åbent Hus i form af Økologisk Høstmarked.

Her vil der være god lejlighed til at se, hvordan der produceres, hvordan dyrene har det og smage på de forskellige produkter.

Der er altid mulighed for at besøge stalden eller gå en tur på markerne, når Gårdbutikken.dk på Bodebjerg har åbent, men Økologisk Høstmarked er noget særligt.
 
Markvandring
Da byder vi velkommen til en gåtur i de smukke bakker, hvor ca. 100 finuldsfår og -lam græsser, samt en lille flok kødkvæg af racen Belted Galloway og vi byder velkommen til en snak om, hvad vi laver og til at smage på forskellige af vores produkter.
Vi arrangerer i år markvandringer kl. 11 og 15, hvor der er mulighed for at få information om stedet, økologisk dyrkning, om får og Galloway.

Finuldsfår
Fåreracen er finuldsfår, en race med flere farver uld – hvid, sort, brun, rød, grå, samt krydsninger finuld/texel. Finuld er en frugtbar race, normalt 3 lam hos et voksent får, nogle gange flere. Det er en utrolig fin og blød uld. Og det er noget meget lækkert kød. Får og lam er meget tillidsfulde.

Belted Galloway
Vi har en lille flok Belted Galloway gående – i alt 14 – heraf 5 kalve fra i år. Belted Galloway stammer fra det skotske højland, de er sorte med et bredt, hvidt bånd om kroppen, og de er langhårede. Se dem på www.beltedgalloway.dk.

Løvfrø
Vi fortæller også gerne en historie om den meget sjældne og fredede grønne Løvfrø, der 'ifølge bøgerne' skulle have været uddød på Fyn de sidste 20-30 år - MEN som findes lige netop her på Bodebjerg.

Økologisk
Bodebjerg Fårebrug har været drevet økologisk siden 1983, så der har ikke været brugt kunstgødning og sprøjtemidler i 26 år. Fodringen af dyrene har i en årrække været mere end 99 % økologisk.

I Gårdbutikken vil der bl.a. være økologisk lammekød i forskellige udskæringer, økologisk oksekød, økologisk svinekød og økologiske kyllinger, samt okse-, svine-, lamme- og fårepølser og diverse saltet/røget pålæg. Vi tilbyder også et udvalg af Ørbæks økologiske øl.
 
Årets Høstret
I weekenden 5.-6. september vil vi have udskæringer af ferskt og frosset kød og der vil blive røget økologiske rygeoste på god gammeldags vis med havrehalm.
 
Man kan smage årets nye 'høstret', ligesom der vil være smagsprøver af de forskellige grill- og pålægspølser, samt diverse økologiske oste og mælkeprodukter – fra grillen serverer vi forskellige lækkerier.

Kælkebakke til børnene
Tag familien med – der er halmlegeplads og 'kælkebakke' til børnene – og måske er vejret så fint at det er muligt at sidde på terrassen eller gå en tur i vores smukke bakker.

Butikken
I Gårdbutikken er der foruden det meget bløde finuldsgarn, plaider af mange slags, ulddyner, filtstøvler, naturkosmetik, økologisk kaffe osv.

Vi forhandler nu økologisk mel fra Økomølleriet. Mel malet af gamle kornsorter – med mere smag og rigtig god bageevne.

På nettet
Gårdbutikken har i 13 år haft en hjemmeside på internettet, der bliver flittigt læst. Her kan man læse mere om butikken, fårebruget, dyrene og også kommende arrangementer. Ved bestilling over netbutikken vil man kunne få varerne leveret overalt på Fyn og i Trekantsområdet.

Med venlig hilsen
Morten Klit
Svend Ove Jørgensen, 20 21 25 12